_egevang_
 

artikler / feature artikel, 2008

 

 


Hvem spørger til børnene?

Af Peter Egevang

 

   

”Billedet her er taget på min konfirmationsdag. Jeg synes, det er et dejligt billede, for umiddelbart var det en dejlig dag.”

 

Pernille holder et fotografi frem for sig. I forgrunden af billedet sidder en mand ved et pyntet bord. Hans øjne er lukkede og ansigtsudtrykket er opgivende. En kvinde bøjer sig ind over ham og kysser ham på panden.


”Min far havde en depression. Han var ked af det og forpint. Og min mor viste sin kærlighed og omsorg ved at kysse ham. Hun prøvede at fortælle ham, at det nok skulle gå. Men han sagde ikke noget. Sad bare og iagttog festen, og jeg syntes, det var rigtig synd for ham. Jeg kan huske, at jeg ønskede, det ikke behøvede at være sådan.”

 

Pernille tager en cigaret fra pakken, tænder den, inhalerer og puster røgen ud med et suk.

 

”Jeg tror, det ville have været godt for mig, hvis der var nogen, der havde hevet fat i mig og spurgt mig, hvordan jeg egentlig havde det. Men der var ingen, der spurgte."

 

Børn med psykisk syge forældre bliver overset - og bl.a. det psykiatriske behandlingssystem svigter. For netop psykiatrien, der er i kontakt med børnenes forældre, har forudsætningen for at opspore denne gruppe børn. Konsekvensen er, at mange børn, af forældre med psykiske sygdomme, får dårlige betingelser i deres opvækst.

 

   

Kommunerne informeres ikke  

Hallur Thorsteinson, der er leder af Psykiatrifondens børne- og ungeafdeling, anslår, at der i Danmark findes et sted mellem 50.000 og 80.000 børn, der har forældre med psykiske sygdomme. Imidlertid afslører de seneste undersøgelser, at behandlingssystemet hidtil kun har informeret de sociale myndigheder i en fjerdedel af de tilfælde, hvor patienterne har haft børn.

”Der går en historie om, at patienter i behandlingssystemet for nogle år siden, i indlæggelsespapirerne, skulle krydse af, om de havde hunde eller andre kæledyr derhjemme”, fortæller Hallur Thorsteinson, og har svært ved at skjule et smil over det absurde i historien, ”men patienterne blev ikke spurgt, om de havde børn.”

Om det er en skrøne eller ej, ved Hallur Thorsteinsom ikke, men noget sandt er der i historien.”Der er ingen tvivl om, at behandlingssystemet har overset denne gruppe børn”, siger han.

 

Pernille er i dag 27 år. Hendes far er diagnosticeret maniodepressiv, og hendes mor har lange perioder med depression. Men på trods af at forældrene jævnligt var i kontakt med det psykiatriske system, spurgte ingen til Pernille, da hun var barn. Hendes omgivelser bemærkede heller ikke, at hun havde det skidt, for udadtil så hun ud til at klare sig godt.

 

”I skolen var jeg dygtig og jeg var en god veninde, der kunne lege og snakke. Jeg pjattede og var interesseret i drengene. Men jeg følte mig også splittet, for når jeg kom hjem, skulle jeg være voksen. Jeg tog mig af husholdningen, købte ind og hjalp med madlavningen. Jeg sørgede for, at vores hus så pænt og ordentligt ud, og prøvede på at gøre det hele lidt bedre. Men indeni var jeg bange.”

 

 

De små voksne

Børn af psykisk syge forældre reagerer forskelligt på deres situation og ifølge Hallur Thorsteinson, er specielt de resursestærke børn svære at opdage. Man kalder disse børn ”de små voksne”, for de hjælper til med de praktiske ting i hjemmet og er omsorgsfulde overfor deres forældre. Fælles for mange børn, med psykisk sygdom i hjemmet, er, at de ikke fortæller deres omgivelser, hvor skidt de har det. For psykisk sygdom er stadig så tabubelagt, at de fleste børn skammer sig over deres forældre.

”Men bag børnenes fernis af selvsikkerhed, er de forladte”, siger Hallur Thorsteinson, og understreger, at det er vigtig at samle disse børn op. De er nemlig mere socialt belastede end deres jævnaldrende kammerater. Og desuden har mange børn, hvis forældre er psykisk syge, stor genetisk risiko for at arve forældrenes sygdom. Derfor kan dårlige betingelser i opvæksten forstærke risikoen for, at børnene udvikler en psykisk sygdom senere i livet.

   

Når man besøger det psykiatriske hospital Fjorden, der ligger i Roskilde, mødes man af lyse pastelfarver, grønne planter og gennemsigtige glasfacader. På første sal i behandlingsafsnittet holder Ingelise Nordenhof til. Hun er socialrådgiver, og har de sidste fem år være konsulent for en projektgruppe, der undersøger mulighederne for at opdage og hjælpe børn med psykisk syge forældre. I den ene ende af hendes kontor er placeret et hyggeligt samtalehjørne, og reolen langs væggen er fyldt med legetøj.

 


Samtaler fremmer forståelsen  

”Direkte samtaler med børnene er nødvendige for at afsløre, hvordan børnene trives i hjemmet”, forklarer

 

 

 

 

 

 

Ingelise Nordenhof, ”det er nemlig ikke sikkert, at forældrene har styr på det.” Hun tilføjer, at mange forældre ikke er meget for at fortælle om problemer i familien, da de er bange forkonsekvensen, hvis det skulle komme frem at børnene mistrives. Udover at opspore eventuelle problemer i familie, har samtalen med det enkelte barn det formål, at give barnet indsigt i deres forældres sygdom.

 

”Vi har en 11-årig dreng i børnegruppen, hvis mor er paranoid”, fortæller Ingelise Nordenhof. Moren har ikke selv erkendelse af, at hun er psykisk syg; hun tror, at naboerne lægger planer om, at slå hende og drengen ihjel. Og drengen tror, det er rigtigt - så han er dybt involveret i sin mors forestillinger. Derfor er det vigtigt at tale med ham, så han kan få hjælp til at forstå sin mors sygdom.”

 

 

Tabuer nedbrydes  

På Fjorden har man uddannet nøglepersoner, der har fokus på patienternes børn. Og det er gjort til fast praksis at afholde samtaler med patienterne, der drejer sig om deres børn. Børnene deltager i samtalerne, og nøglepersonen er til stede sammen med patientens faste kontaktperson. Nøglepersonen har fokus på børnene, og er uddannet i at opspore eventuelle problemer i familien.

 

Når personalet bliver opmærksomt på børn, der har behov for hjælp, kontaktes de sociale myndigheder, der herefter tager over. Men Fjorden tilbyder også børnene at deltage i børnegrupper sammen med andre børn, der har forældre på Fjorden. I børnegruppen er man sammen og har det rart, men børnene øver sig også i at fortælle om deres baggrund til hinanden.

”De er glade for at kunne sætte ord på deres situation, uden at skulle skjule noget”, fortæller Ingelise Nordenhof, ”og flere af børnene fortæller senere, at de har åbnet sig om deres situation i skolen. Bl.a. fordi de ikke mere er så skamfulde over deres baggrund, når nu de kan se, at de ikke er alene om problemet.”

 

   

Fremtiden besluttes i regionen  

Projektet udløber september 2008, og dermed skal der skaffes midler til at fastholde nøglepersoner og børnegrupper på Fjorden. Ulf Søgaard, der er overlæge på Fjorden, fortæller, at alle er glade for forløbet - og selvom hospitalets kerneydelse er behandling af patienter, kan en indsats overfor patienternes børn forsvares fagligt.

”At der bliver taget hånd om børnene, har en positiv betydning for forældrenes psykiske tilstand, og gavner dermed behandlingsforløbet”, forklarer han.

Flere af erfaringerne fra forløbet er skrevet ind i de nye samarbejdsaftaler med kommunerne, og i den nye psykiatriaftale, bliver indsatsen overfor pårørende og børn nævnt. Ulf Søgaard forventer derfor at der bevilges midler til, at projektet fortsætter. Men i sidste ende er det regionen, der beslutter, hvordan midlerne til det psykiatriske behandlingssystem fordeles.

 

 

Vicedirektør i Psykiatriledelsen, Nete Maltha, forsikrer, at erfaringerne med inddragelse af børnene af psykiske patienter er et prioriteret område, regionen ikke slipper igen.

”Der kører, i de tre gamle amter, projekter med fokus på denne gruppe børn, og der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med et bud på, hvordan et fælles tilbud i amtet skal være”, siger hun. Nete Maltha regner med, at den nye regionale struktur vil frigøre økonomi, som kan bruges til at tage sig af de områder, der har brug for en øget indsats. ”Og børn af psykisk syge forældre, er et højt prioriteret område”, siger hun.

 

   

Pernille bladrer i fotoalbummet. Hun er enebarn, og hvert billede gemmer på en betydning, som kun hun kender til.

 

”Min far blev indlagt for første gang, da jeg var 8 år. Et stykke tid efter gik min mor til fotografen, for at lave et portræt, han kunne have stående på sit sengebord. Jeg har en mindre udgave af det her.”

 

Pernille stopper ved et portrætbillede af en kvinde, der smiler og holder hånden støttende under sin hage.

”Min mor ser glad ud, men jeg ved, at hun har grædt kort tid forinden. Den hånd under hagen, den er ligesom med til at løfte hende op. Det var vigtigt for hende, at være der for min far, men hun skulle jo også passe på mig. Jeg tror, det var svært, at få begge ting til at gå op i en højere enhed.”

 

Pernille lukker fotoalbummet i.

 

”Jeg spekulerer ofte over, hvad der var sket, hvis jeg havde haft en anderledes barndom. Hvis nogen havde grebet ind, havde jeg i hvert fald ikke behøvet at stå på egne ben så tidligt. Og jeg tænker tit på alle de andre unge og børn, der har det på samme måde. Når et menneske bliver psykisk sygt, hvem spørger så til børnene? Er det læreren, pædagogen eller hospitalspersonalet? Hvem sikrer sig at børnene har det ok?