_egevang_
 

artikler / feature artikel, 2008

 

 


Hullet i maven

 Af Peter Egevang

 
Jeg sidder ved siden af en ung kvinde. Foran os står et TV og en videobåndoptager. Jeg sætter et bånd i videobåndoptageren, spoler lidt frem og starter et tilfældigt sted. På skærmen toner den samme kvinde frem, blot i en forpjusket teenageudgave. Hun sidder på en stol overfor to ældre kvinder, omkring et lavt bord i et anonymt lokale. Pigen på skærmen virker utilpas og ikke særlig glad. Hun sidder akavet i stolen, krummer sig forover og svarer nølende på de spørgsmål kvinderne stiller.


” Man kan se, at jeg er nervøs. Jeg har det virkeligt dårligt med at sidde dér.” Den unge kvinde ved siden af mig følger fascineret med i de sekvenser, vi vælger at se på båndet.

”Faktisk er jeg på det tidspunkt ved at løbe ud af døren. Jeg kan huske, jeg havde lyst til at flygte derfra.” Hun læner sig frem og møder billedet af sig selv i en tre år yngre udgave. ”Jeg får ondt i maven af at se det. Jeg har ikke set videobåndet siden det blev optaget i 1998” , siger hun, ”jeg kan se at jeg er tynd i forhold til hvad jeg er i dag, og jeg ser ikke særlig sund ud.”


En problematisk barndom

Jeg lader mit blik glide fra pigen på fjernsynsskærmen til kvinden, der sidder ved siden af mig. Ditte - en 21-årig, køn, harmonisk pige, der lader til at være afklaret med den historie hun bærer rundt på. Selvom man i glimt kan få en fornemmelse af den sårbare og følsomme side af Ditte, så virker hun anderledes end pigen på skærmen. Og dog bærer hun rundt på den samme smerte. En smerte der stadig i dag kan dukke op til overfladen. En smerte der tvinger hende til at forholde sig til sig selv og sin opvækst.

Ditte har en stor del af sine teenageår haft et spiseproblem; hun har lidt af bulimi. Videooptagelsen vi ser på, stammer fra den periode, hvor problemet er værst. Ditte deltager som patient i et kursus for psykologistuderende, hvor øvelsen går ud på, at interviewe Ditte og derefter sætte ord på hendes problem. Det kan lyde som en barsk omgang for sådan en teenagepige, men faktisk fortæller Ditte, at hun i dette kursusforløb for første gang bliver opmærksom på, at hendes spiseproblem ikke kun handler om mad. Spiseproblemet er et symptom på en barndom, der har været alt andet end uproblematisk.


Vi skal alle miste

En af de allerførste erindringer Ditte har, udspiller sig en aften, hvor hun som 3-årig ligger i sin seng og prøver på at falde i søvn. I stuen ved siden af sidder hendes far og hører en radioudsendelse med en kvinde, der fortæller om døden. Ditte ligger og lytter med – hun bliver bange, da det pludselig går op for hende, hvad livet også handler om - at man bliver sat her på jorden for atter at blive taget væk en skønne dag. Hun går ind til sin far og spørger ham om, hvad døden egentlig er for noget, og han fortæller hende, at vi alle skal miste. Ditte bryder i gråd, hendes verden krakelerer, da det går op for hende, at hun engang skal miste sine forældre – og at hun selv på et tidspunkt skal dø.

Den erindring præger Dittes barndom og opvækst. De gange hun møder døden i sine omgivelser – blandt andet da hendes farmor dør, og da hendes elskede hund dør - tænker hun over hvad der sker og hvorfor. Ofte ligger hun i sin seng om aftenen, bange for at falde i søvn. Bange for ikke at vågne op dagen efter.


Den store vrede mand

Ditte har i dag svært ved at fastslå, præcis hvornår kimen til hendes spiseproblem bliver lagt. Det er en langsom proces, der begynder allerede i de tidlige pigeår. Måske da hendes forældre bliver skilt, og hun bliver tvunget til at tage stilling til sin mors nye kærester og samtidig må trøste sin ulykkelige far, hun ser i weekenden. Netop hendes fars fortvivlelse er årsag til stor forvirring hos Ditte. Gennem hele barndommen har hun haft et billede af ham som ”den store, vrede mand med den dybe stemme” der altid skældte ud. Nu skal han trøstes, og det er svært for en lille pige, der selv savner omsorg.

”På det tidspunkt bliver jeg voksen” siger Ditte, ”da er jeg ikke barn mere”.

Ditte vokser op som et tænksomt væsen, der analyserer sin omverden – og netop fordi hun tænker i helt andre baner end hendes jævnaldrene kammerater, glider hun efterhånden uden for fællesskabet. Det er svært for Ditte at falde ind i de andre børns verden, hvor man leger og har det skægt. Hun føler sig bedst tilpas i naturen, hvor hun kan være alene med sine tanker.

 

 

 

 

 




I skolen føler hun sig ældre end sine klassekammerater - og de synes til gengæld hun er mærkelig. Fra første til syvende klasse bliver hun mobbet og til sidst bliver det så slemt, at Ditte en dag samler sin klasse og indtrængende opfordrer til, at mobningen må holde op. Hun fortæller, at hun efterhånden ikke kan koncentrere sig om at lave sine lektier og overvejer at forlade skolen, hvis hun ikke får fred – hun kan simpelthen ikke klare mere. Klassekammeraterne lytter og mobningen holder op.


Spiseforstyrrelsen tager overhånd

Men Dittes problemer er ikke ovre. Hun bærer stadig rundt på en masse konflikter og tanker, der fylder mere og mere i hendes liv. Det går rigtig galt for hende i perioden hvor hun går i gymnasiet. Udadtil virker hun som en åben og glad pige – men det er en illusion hun skaber for at bilde sine omgivelser ind, at hun har det fint og at alting er godt. Hendes spiseproblem – bulimien – er begyndt at tage overhånd, og i 2.g. er det så slemt, at hun kaster op 10-12 gange om dagen. I skoletiden er hun på toilettet i hvert frikvarter for at kaste op, og når hun kommer hjem, tømmer hun køleskabet og kaster det hele op igen. I forbindelse med aftensmaden ser hun sit snit til at gå ud på toilettet for atter at aflevere maden, og ofte står hun op om natten for at gentage rækkefølgen én gang til.

Man kan undre sig over, at ingen opdager, hvad der foregår – men faktisk er Ditte god til at holde sit problem skjult. Hun véd at maden skal kastes op inden der er gået 4 timer efter indtagelsen – ellers lugter det. Og hun véd, at når hun drikker en masse vand, kan hun let og lydløst kaste et helt måltid mad op i løbet af få minutter.


Et nyt forhold mellem far og datter

Den aften, Ditte vælger at betro sig til sin far, er en aften som alle de andre. Ditte og faren har været sammen i weekenden, og slutter dagen af med at sidde sammen og hygge sig ved fjernsynet. Dittes far går tidligt i seng, og selv bliver hun siddende i stuen. Hun har det skidt med det hele, men er bange for at betro sig til sin far; bange for, at ”den store, vrede mand med den dybe stemme” skal skælde hende ud, som han har gjort så mange gange før, når hun gjorde noget han ikke brød sig om. Om natten bliver Dittes far vækket af sin datter, der sætter sig på sengekanten. Hun når at sige, at hun har noget at fortælle, før hun bryder ud i gråd. Faren er chokeret, men han gør dét, Ditte ikke havde forventet han ville gøre: han tager sin datter ind til sig og trøster hende. De to sidder hele natten og snakker sammen – og mange brikker falder på plads.

Da vi er færdige med at se videobåndet, skal Ditte af sted. Hun har en aftale med sin far.

”Jeg har fundet den far, jeg har savnet hele min barndom. Omsorgsfuld og kærlig”, siger hun.

Den aften for 3 år siden, da Ditte valgte at betro sig til sin far, var starten på et helt nyt forhold mellem de to. Han er stadig ”den store mand med den dybe stemme” – men han er ikke vred mere. Han er en far, der forsøger at sætte sig ind i sin datters problemer, og støtter hende så godt han kan.

Ditte siger farvel og går, men på trods af den triste historie, hun har fortalt, efterlader hun et fortrøstningsfuldt indtryk af livsglæde. En tro på, at problemer er til for at overvindes.



”Hullet i maven” sendes i Uland på P1 tirsdag d. 1/5 kl. 22


Fakta:

En spiseforstyrrelse er en forstyrret måde at tænke og handle på, når det gælder mad, krop og vægt. Spiseforstyrrelser optræder i forskellige former, og ses ca. 10 gange så hyppigt hos piger som hos drenge. Spiseforstyrrelser opstår typisk fra omkring puberteten og frem til voksenalder, men de kan også opstå udenfor denne periode. Der er ingen enkle eller entydige forklaringer på, hvorfor sygdommene opstår. Både arvelige egenskaber og forhold i miljøet har betydning. Svigt i den unges nære omgangskreds eller nederlag i skole og idræt er ofte det, der får sygdommen til at bryde ud. Bulimi er den sygdom i den vestlige verden, som er i størst vækst. Helbredelsesprocenten for bulimi er ca. 50-60.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.